Chianni

Chianni er en lille italiensk middelalderby, der ligger på et højdedrag med storslået udsigt over Valderadalen. Byen ligger mellem Pisa og Volterra i et kuperet og bakket landskab.

Byen er nedenfor omgivet af olivenlunde og vinmarker. Bag byen ligger større skovområder med vildsvin og kastanjer. Byen er berømt for netop disse. Foran byen (mod øst) kigger man på et klassisk toskansk bakkelandskab med kornmarker. 

Byen har 900 indbyggere. Den ældste del ”Il Castello” (borgen) ligger ved kirken. Denne borg – og nu kirkeplads – har løbende været genstand for erobringer mellem Pisa og Firenze. Vores lejlighed ligger midt i denne historiske kulisse på en trekantet kirkeplads – tidligere borgplads – som dateres tilbage til 1300 tallet.

Selve byen er kuperet med smalle hyggelige gader. Der er meget roligt og afslappende, og man møder ikke en stor buldrende strøm af turister, som andre steder, selvom turismen dog er stigende, særligt i juni-september. Der er faktisk også en del danskere med feriebolig i området, som man møder i byen.

Her hilser man på alle i gaden.

Byen har i gåafstand fra lejligheden to barer/caféer, to købmænd, en bager og pastabager, et apotek og lidt øvrige småbutikker som isenkræmmer, blomsterforretning, tøjbutik, aviskiosk, mv. Det hele er koncentreret på et lille område, byens ældste del. 

Barerne er byens omdrejningspunkt og meget autentiske. Vi elsker barerne i Chianni, hvor alle mødes, der drikkes espresso, ses fodbold eller blot hænges ud på pladsen foran.

I selve byen er der flere gode restauranter og pizzeriaer. Derudover ligger der uden for byen flere restauranter, der er et besøg værd, hvis man er i bil.

Vi elsker Chianni, fordi den er original, gammel, afslappende og meget italiensk. Vi elsker udsigten og det omgivende landskab. Og så er byen perfekt som udgangspunkt for ture rundt i Toscana.

 

Se flere billeder fra byen her: